Hvad er psykoterapi?
Psykoterapi er samtaler mellem dig og mig, hvor målet er at hjælpe dig med at forstå dig selv bedre, så du får indblik og selvforståelse til at øge din livskvalitet. Som din terapeut skaber jeg et trygt og omsorgsfuldt rum, hvor du som eksperten i dig og dit liv, kan åbne op for det som er svært. Samtalerne hjælper dig med at forstå og håndtere de udfordringer du kan have med dine følelser og tanker. Ofte handler det om problemer i relation til andre mennesker, hvor du oplever opslidende mønstre, stærke eller ingen reaktioner eller handlinger.
Psykoterapi kan være kortvarig eller langvarig, det afhænger af dit behov. Jeg tilbyder individuelt, parvis eller familieterapi.
Hvordan arbejder jeg?
Min terapeutiske tilgang er den oplevelsesorienterede psykoterapi. Jeg tager udgangspunkt i det umiddelbart foreliggende i din verden, dine problemer og udfordringer som de viser sig gennem dine oplevelser, følelser, tanker, fortolkninger og handlinger. Jeg arbejder grundlæggende med afsæt i det, der er i forgrunden for dig og jer i dag. Fokus er mere på her-og-nu end på fortid-og-fremtid. Oplevelsesterapi tager udgangspunkt i det, der sker "her og nu" i sessionen. Målet er at fremme din bevidsthed om dine reaktioner, tanker og følelser i det aktuelle øjeblik samt at få erfaring med nye handlemåder.
Jeg tager afsæt i det fordomsfrie møde, hvor jeg møder dig og jer i en ligeværdig, nærværende og personlig kontakt.
Jeg er anerkendende og støttende, og for at du får den bedste effekt af terapien, vil du også opleve nænsom insisteren, spejling og vedholdenhed fra min side. Det er ofte ved at gå i dybden med detaljer, at man kan få nyt perspektiv på helheden. Jeg vil med et varmt hjerte følge dig/ jer ind i både de mørke og de lyse rum. Vi vil sammen søge indsigter, der kan medvirke til din/ jeres trivsel og personlige vækst.
Det kræver tålmodighed at lave store ændringer, og det kræver øvelse at lære sine reaktioner og følelser at kende på et dybere plan, men små skridt kan være betydningsfulde skridt, der gør en stor forskel.